VEDTÆGTER

Privatinstitution oprettet efter friskolelovens § 36 a og dagtilbudslovens § 20

Bilag til Rødding friskoles vedtægt

§ 1

I henhold til § 1 i Rødding friskoles vedtægt har friskolen efter godkendelse i Vejen Kom­mune hjemmel til at drive en privatinstitution efter reglerne i friskoleloven og dag­tilbuds­loven. Friskolens bestyrelse udgør således den ansvarlige bestyrelse for den selvejende institution, der omfatter såvel skole som privatinstitution. Dette sker på grundlag af den vedtægt, som Under­visningsministeriet har godkendt med ud­gangspunkt i friskoleloven.

§ 2

I henhold til bestemmelserne i dagtilbudslovens § 14 skal forældrene i privat­institutionen have adgang til at få oprettet en forældrebestyrelse med et flertal af valgte forældre. Forældrebestyrelsen nedsættes i henhold til bestemmelserne i dette bilag til friskolens vedtægt, og forældrebestyrelsen skal varetage sine opgaver inden for det formål og værdigrundlag, der er fastsat i skolens vedtægt. Forældrebestyrelsen kaldes herefter for Forældrerådet.

§ 3

Friskolens formål i vedtægten for den selvejende institution skal i forhold til driften af privatinstitutionen (børnehaven) ses i lyset af følgende: Privatinstitutionen skal opfylde læringsmålene i dagtilbudsloven og de til enhver tid gældende mål og rammer for børns ophold i dagtilbud, herunder de krav som kommunen stiller i henhold til kravsspecifikationen. Privatinstitutionen opfatter sig som et bidrag til kommunens samlede og forebyggende tilbud til børn. Den vil i samarbejde med forældre, børn og friskole skabe rammer, der fremmer børns udvikling, trivsel og selvstændighed.

Målsætningen for privatinstitutionens pædagogiske virke tager udgangspunkt i barnets alder og udvikling, idet arbejdet tilrettelægges i tæt forståelse og samarbejde med forældrene.

Privatinstitutionen står åben for alle børnefamilier uanset race, religion, køn og politisk anskuelse, såfremt forældrene kan tilslutte sig institutionens formål og arbejdsmåde. Det pædagogiske arbejde skal medvirke til elevernes opvækst og læring i forhold til medleven i et samfund med frihed og folkestyre. Er der flere børn der søger ind i børnehaven end der er pladser, optages børnene på venteliste. Der er to ventelister, en for drenge og en for piger. Der tilstræbes en lige kønsfordeling mellem de optagne børn på en årgang. Børn optages fra ventelisten ud fra følgende prioritering. For at blive optaget på ventelisten kræves det at man deltager i et personligt møde med skolen. Ventelisten prioriteres som følgende: 1. Forældre der allerede har børn på Rødding Friskole eller Børnehave. 2. Dato for optagelse på venteliste.

§ 4  Forældrerådet består af 6 medlemmer, hvoraf 4 skal være forældre til børn i privatinstitutionen (børnehaven). Herudover består forældrerådet af en repræsentant for Rødding Friskoles bestyrelse og en medarbejderrepræsentant uden stemmeret. Souschefen for børnehaven deltager i forældrerådets møder, men er ikke medlem af bestyrelsen.

stk. 2.

Forældrerådet skal sammensættes af 4 medlemmer valgt af og blandt børne­haveforældrene, en ledelsesrepræsentant udpeget af friskolens bestyrelse og en medarbejderrepræsentant valgt af og blandt medarbejderne.

stk. 3.  Medlemmer af forældrerådet vælges for ét år. De fire forældrerepræsentanter vælges på et årligt valgmøde inden udgangen af august måned. Det samme gælder for valg og udpegning af øvrige bestyrelsesmedlemmer.

stk. 4.  Genvalg kan finde sted. Det vælges hvert år mindst 2 suppleanter for de forældrevalgte medlemmer af forældrerådet. Forældrerepræsentanter skal udtræde af forældrerådet, når de ikke længere har børn i privatinstitutionen (børnehaven).

§ 5

Forældrerådet konstituerer sig selv med en formand, næstformand og sekretær. Formanden skal vælges blandt forældrerepræsentanterne, og pågældende er ansvarlig for bestyrelsens indkaldelse og udarbejdelse af dagsorden. Beslutninger træffes med almindeligt flertal. Der føres protokol over forældrerådets beslutninger.

stk. 4.  Den daglige leder af børnehaven benævnes souchefen, og pågældende er ansvarlig over for friskolens bestyrelse og friskolens daglige leder. Afdelingslederen skal i samarbejde med forældrerådets formand medvirke til forberedelse af møder i forældrerådet og forelægge emner til drøftelse.

§ 6

Forældrerådet skal fastsætte principper for privatinstitutionens daglige virksomhed og for anvendelse af den budgetramme, som friskolens bestyrelse har fastsat til opfyldelse af de mål og rammer, der overordnet er bestemt ved aftalen med kommunen og ved bestyrelsens prioritering af opgaverne på den samlede selvejende institution.

stk. 2.  Forældrerådet har indstillingsret, når friskolens bestyrelse skal ansætte daglig ledelse og personale, der primært skal arbejde i privatinstitutionen (børnehaven). Forældrerådet har i øvrigt udtaleret i forhold til alle relevante spørgsmål, og der skal aftales, hvordan udtaleretten udøves i forhold til skoleleder og friskolens bestyrelse.

stk. 3.  I samarbejde med privatinstitutionens ledelse og medarbejdere medvirker forældre­bestyrelsen ved udarbejdelse af årsplan for det kommende år. Årsplanen skal inde­holde overordnede pædagogiske mål, pædagogiske principper, læreplan, konkrete pædagogiske aktiviteter samt mål og handlingsplan for inddragelse af forældrene i institutionens liv og virke.

§ 7

Den overordnede ledelse af privatinstitutionen varetages af friskolens bestyrelse. Denne træffer endelig beslutning om ansættelse og afskedigelse af personale, regler for optagelse i privatinstitutionen, regnskabs- og budget­forhold, løn- og over­ens­komstforhold, regler for udmeldelse af børn og fastsættelse af for­ældrebetaling samt opkrævning heraf. Det er endvidere friskolens bestyrelse, som træffer beslutning om anvendelse af et eventuelt overskud inden for de rammer, der er udstukket i bekendtgørelse om tilskud til friskoler og private grundskoler m.v. og skolens vedtægt. I tilfælde af privatinstitutionens nedlæggelse vil dette ske inden for rammerne af friskolens vedtægt og den kommunale specifikation af krav, som privatinstitutionen skal opfylde.

§ 8

Rødding friskoles børnehave er normeret til maksimalt 24 børn. Det forventes at det gennemsnitlige børnetal vil være omkring 20 fuldtidsbørn.

Institutionens ugentlige åbningstid skal være mindst 51,5 timer fordelt på ugedagene mandag til fredag.

§ 9

Kommunen fører tilsyn med privatinstitutionen efter reglerne herom. Skolens årsregnskab, hvoraf børnehaven optræder som en selvstændig afdeling, indsendes til Vejen Kommune hvert år, senest den 31. marts

§ 10

Dette bilag til friskolens vedtægt skal forelægges Vejen kommune til godkendelse. Ændringer besluttes i friskolens bestyrelse efter høring i forældrerådet.